Fire afgørende ting politiet mangler i sagen mod Peter Madsen


Arkivfoto


Det er mere end to måneder siden den 30-årige svenske journalist, Kim Wall, torsdag den 10. august om aftenen, stævnede ud fra Refshaleøen i København ombord på UC3 Nautilus med ubådskaptajnen Peter Madsen. Siden er hun ikke set i live.

Det skriver Newsbreak.dk.

Men selvom Peter Madsen allerede dagen efter Kim Walls forsvinden – fredag den 11. august – blev sigtet for drabet og siden har siddet varetægtsfængslet – og selvom Kim Wall stykke for stykke er blevet fundet i Køge Bugt – så er offentligheden ikke kommet meget nærmere en forklaring på, hvad der egentlig er sket i timerne efter Nautilus lagde fra kaj og forsvandt ud i Øresunds mørke.

Politiet mangler fire centrale ting i sagen, det skriver Newsbreak.dk.

1 – Dødsårsagen: Det er endnu ikke slået fast, hvordan Kim Wall døde. Nu hvor hovedet er fundet, kan det være at retsmedicinerne kan komme dødsårsagen nærmere – og dermed også om Peter Madsens forklaring om, at det var en ulykke, er sandsynlig.

2 – Motivet: Hvis Kim Wall er blevet myrdet, hvad er så motivet? Peter Madsen hævder, at Kim Wall døde ved en ulykke, så derfor står politiet uden et konkret motiv. Og netop motivet er centralt i enhver drabssag, hvor der er syv hovedmotiver: Jalousi, hævn, begær, profit, spænding, fanatisme og udstødelse.

3 – Kim Walls arme: De er endnu ikke fundet. Københavns Politi har slået fast, at man fortsat vil dykke for at finde dem. Dels ud fra et etisk synspunkt, så Kim Wall kan blive begravet hel, og dels fordi armene kan være interessante i forhold til efterforskningen. Armene kan fx vise, om Kim Wall har sat sig til modværge.

4 – Mobiltelefonerne: Både Kim Walls og Peter Madsens mobiltelefon mangler. Ifølge Peter Madsen smed han sin egen telefon i vandet, da han ikke skulle bruge den til noget længere, idet han planlagde at tage sit eget liv. Kim Walls telefon siger Peter Madsen, at han ikke kender noget til. Telefonerne er interessante, da de kan vise, om Peter Madsen har haft kontakt til andre efter han stævnede ud med Kim Wall. De kan også indeholde optagelser eller oplysninger, som kan være interessante for efterforskningen.

Overblik: Peter Madsen og Kim Wall

* Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.

* Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank.

Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.

* Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelserne af ubåden begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.

* Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben. Identiteten kan ikke umiddelbart fastslås.

* Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.

* Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig. Han erkender sig skyldig i at have begravet Kim Wall til søs, men han nægter at have parteret hende.

* Tirsdag 5. september afgiver Peter Madsen forklaring i byretten og bliver varetægtsfængslet i fire uger. Han er nu sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig, og retten finder, at der er begrundet mistanke om, at han er skyldig i begge dele.

* Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

* Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som “formentlig” er relateret til sagen

* Lørdag 7. oktober oplyser Københavns Politi, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben og tøj. Dødsårsagen er dog endnu ikke fastlagt.

Kilde: Ritzau.