Somalier idømt ubetinget udvisning efter 27 år i Danmark


Arkivfoto


En kriminel somalier har gentagne gange været på vippen til at blive udvist, men igen og igen har Danmarks domstole sagt nej.

Efter tre betingede udvisninger er det imidlertid slut.

Onsdag valgte Retten i Aarhus at tildele den 32-årige mand en ubetinget udvisning med indrejseforbud i 12 år. Straffen i sagen, der omhandler røveri og vold, lyder desuden på fængsel i et år og tre måneder.

Udvisningen sker, selv om manden har levet 27 år i Danmark. Han kom hertil som femårig og har ingen familie i Somalia.

Ikke desto mindre var der ifølge anklager Laura Simoni Pedersen så mange skærpende omstændigheder, at udvisningen denne gang måtte eksekveres.

– Den tiltalte er tidligere straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, og røveriet blev begået i prøvetiden for en betinget udvisning, siger anklageren.

Røveriet, som anklagemyndigheden beskriver som “meget groft og voldsomt”, fandt sted 8. august i en lejlighed på Nørregade i Aarhus.

Sammen med en ukendt medgerningsmand truede somalieren en 31-årig mand til at udlevere mobiltelefon, pas, hævekort og pinkode.

Med kniv blev offeret skåret i hånden og flere gange på maven.

Da den 31-årige efterfølgende forsøgte at flygte fra stedet, trak den ukendte medgerningsmand ham ned fra en gitterport, hvorefter de to forbrydere sparkede ham i ryggen.

Få timer senere blev den 32-årige, der kommer fra Aarhus, anholdt. Han har siddet fængslet lige siden og valgte at anke dommen.

– Nu er det så op til landsretten at vurdere, om de er enige med byrettens dom, siger anklager Laura Simoni Pedersen.

/ritzau/