Tiltalte i Atea-sagen har forsøgt at fjerne dommer


Arkivfoto


To af de tiltalte i en stor bestikkelsessag har forsøgt at vippe en dommer i Retten i Glostrup af pinden med en påstand om, at hun er inhabil.

Men dommeren har nægtet at vige sit sæde. Der er ikke “omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om min fuldstændige upartiskhed”, har Nanna Blach skrevet i en kendelse. Og Østre Landsret har bakket hende op.

Protesten imod dommeren blev rejst af forsvareren for en tidligere ansat i Region Sjælland, som er tiltalt for at have modtaget store gaver fra it-selskabet Atea. Sagen begynder tirsdag.

Advokat Naja Wærness Larsen har påstået, at dommeren er blevet inhabil.

Det skyldes ifølge advokaten, at Nanna Blach tidligere har behandlet en håndfuld sager, hvor ansatte i Københavns Kommune, DSB og Udenrigsministeriet var tiltalt for at have ladet sig bestikke af Atea. De tog imod udstyr, der enten kostede meget lidt eller ingenting.

I alt har dommeren behandlet sager med seks tiltalte i de mindre sager.

Problemet er, at hun dermed allerede på forhånd skulle have vurderet, at Atea har udøvet bestikkelse.

Derfor skulle hun have en forudindtaget holdning i den store sag, som nu skal behandles, har advokat Naja Wærness Larsen hævdet – og har fået støtte af forsvareren for en af de øvrige tiltalte.

Dommeren har imidlertid afvist protesten.

Forholdene i de små sager har ikke noget sammenfald med det, der er rejst tiltale for i den store sag. Hverken direkte eller indirekte har hun taget stilling til skyldsspørgsmålet, fastslår hun.

I den store sag har Bagmandspolitiet blandt andet rejst tiltale mod tre mænd, der angiveligt lod sig beværte på fine restauranter. De skal også have sagt ja tak til it-selskabet Ateas tilbud om rejser til Las Vegas og Dubai. Mændene var ansat i Region Sjælland og i politiet.

Samtidig er fire personer fra Atea under anklage for at yde bestikkelse, ligesom også selskabet som sådan er tiltalt i sagen. Alle nægter sig skyldige.

Retten har afsat i alt 32 retsmøder frem til februar næste år.

/ritzau/