27-årig skød 15-årig: Røg roligt en smøg bagefter


Gerningsstedet i Birkerød


BIRKERØD: En 27-årig mand fra Birkerød har erkendt sig skyldig i drabsforsøg, efter han skød en tilfældig 15-årig dreng midt i brystet fredag aften.

En 15-årig dreng fra Birkerød blev fredag aften omkring kl. 22.30 skudt i brystet, angiveligt med et jagtgevær, da han sammen med en kammerat stod udenfor en opgang i Hestkøblund.

Den 27-årige blev umiddelbart efter skyderiet anholdt af betjente fra Nordsjællands Politi. Det skete uden dramatik, manden havde angiveligt efter nedskydningen af den 15-årige truet hans kammerat med samme jagtgevær, hvorefter an havde sat sig ned og røget en cigaret i ventetiden på politiet.

Lørdag blev den 27-årige mand fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Retten i Hillerød, og her blev den 27-årige mand varetægtsfængslet.

“Han er nu varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger. Han er fængslet i surrogat, hvor han er anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling. Han kom med en forklaring på, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Men med henvisning til dørlukningen vil jeg ikke uddybe, hvad han forklarede,” siger anklager Bente Schnack efter retsmødet til Ekstra Bladet.

I løbet af lørdagen kunne Nordsjællands Politi oplyse at den 15-årige drengs tilstand nu var stabil.