Arkivfoto
BORUP: To mænd drog lørdag ud som inkasso-gorillaer, men det skulle vise sig at være en rigtig dum beslutning som sendte dem begge direkte i fængsel.
En mand fra Borup blev lørdag opsøgt af to mænd der lige ville ‘ordne’ et økonomisk mellemværende. Deres offer fik dog slået alarm til politiet om den ulovlige inkassoforretning, og de to mænd blev hurtigt anholdt og sigtet for trusler.
De to inkasso-gorillaer var to mænd på 40 og 50 år, begge er fra Borup, og deres optræden hos skyldneren havde givet anledning til en ransagning af deres hjem – og det var mindre heldigt for dem begge.
Hos en af mændene blev der fundet et skarpladt jagtvåben liggende frit fremme, da politiet trådte ind ad døren og manden havde ingen tilladelse til at have våbnet, så det gav på stedet en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse.
Et ulovligt jagtgevær var noget bedre gemt hjemme hos den anden inkasso-gorilla, men en skarp hundesnude kunne dog snildt finde frem til det ulovlige skydevåben som dog ikke var ladt.
Søndag blev de to gorillaer fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, her blev de begge varetægtsfængslet frem til d. 2. november.