Senator beskylder Trump for at bane vej for ny verdenskrig


Arkivfoto


Den republikanske senator Bob Corker, der er formand for udenrigsudvalget i Senatet, langer hårdt ud efter præsident Donald Trump i et interview i The New York Times.

Ifølge Corker har præsidenten sendt USA “på vej mod en tredje verdenskrig”.

Hele kontroversen begyndte søndag morgen amerikansk tid. Her langede Donald Trump på Twitter ud efter Corker, som har besluttet, at han ikke vil genopstille ved næste valg.

– Senator Bob Corker “tryglede” mig om at støtte ham til genvalg i Tennessee. Jeg sagde “nej”, og han droppede ud. (Han sagde, han ikke kunne vinde uden min støtte), skriver Trump.

Bob Corker er en magtfuld republikaner, og hans støtte er vigtig for Donald Trump, der dog ikke søndag virkede som om, at han tænkte for meget over Corkers støtte.

Præsidenten fortsatte sin Twitter-tirade mod senatoren fra sit eget parti.

– Han sagde også, at han ville være udenrigsminister. Jeg sagde “NEJ TAK”. Han er i høj grad ansvarlig for den skrækkelige Iran-atomaftale, skriver Trump.

Ifølge Bob Corker tror Trump, at han er “med i et realityshow”.

– Han bekymrer mig. Han bør bekymre alle, der har denne nation kær, siger Corker til The New York Times.

Bob Corker var en af de første profilerede republikanere, der støttede op om Donald Trumps præsidentkampagne.

Han var endda i en kort overgang kandidat til at blive Trumps vicepræsidentkandidat i 2016.

Corker trak dog sit navn tilbage, og han forklarede senere, at han fandt det frustrerende at tale udenrigspolitik med Trump.

Senatoren sagde søndag, at udenrigsminister Rex Tillerson er en af tre personer, der “hjælper med at holde vores land fra kaos”. De andre to er forsvarsminister Jim Mattis og stabschef i Det Hvide Hus John F. Kelly.

Det er muligvis derfor, at Donald Trump besluttede sig for at lange ud efter den afgående senator.

/ritzau/