To mænd fængslet for at køre mand ihjel efter skænderi


Arkivfoto


To mænd på 26 og 27 år er i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk blevet varetægtsfængslet til 31. oktober.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Mændene er sigtet for vold med døden til følge ved helt bevidst at have påkørt en 39-årig mand i Holbæk sent torsdag aften. Offerets skader var så alvorlige, at han døde kort efter, oplyser politiet.

Forud for påkørslen havde de to parter stirret ondt på hinanden på en McDonald’s-restaurant i nærheden.

Her var den 39-årige gæst sammen med sine børn, og på et tidspunkt havde han en konfrontation med to mænd på 26 og 27 år.

Senere mødtes faren med de to andre ved benzinstationen Circle K. Kort efter påkørte de to yngre mænd den 39-årige på Valdemar Sejrsvej, og på sygehuset blev han erklæret død.

I første omgang kørte de to mænd videre, men senere kontaktede de selv politiet og blev anholdt.

Ifølge Ekstra Bladet, som var til stede ved grundlovsforhøret, fortalte den 27-årige, at det var ham, der kørte bilen, da den 39-årige blev ramt.

Han forklarede, at den 26-årige og offeret var kommet op at skændes på McDonald’s og efterfølgende aftalte at møde ved Circle K.

Mens den 27-årige blev siddende i bilen, steg hans yngre kammerat ud for at tale med offeret. Pludselig slog den 39-årige kammeraten, lød hans forklaring ifølge eb.dk.

– Så kom der to mere. De havde hættetrøjer på. De stod og røg, men kom så hen og trak enten knive eller skruetrækkere. Jeg kunne bare se, det var noget metal. Der blev jeg bange, forklarede den 27-årige, skriver Ekstra Bladet.

Da han valgte at køre væk ramte han den 39-årige med bilen. Lidt efter vendte han tilbage for at samle kammeraten op, og sammen kørte de fra stedet, lød hans forklaring ifølge Ekstra Bladet.

/ritzau/