Efterlysning: Politiet søger vidner efter skuddrab


Teknikere fra politiet undersøger den sorte Seat Leon, som blev brugt til at bringe den døende mand på hospitalet.


Københavns Vestegns Politi modtog torsdag aften omkring kl. 21.00 en anmeldelse om, at en 21-årig mand var blevet indbragt til Glostrup Hospital med et skudsår i overkroppen.

Den 21-årige mand afgik kort efter ved døden. Det er nu med stor sandsynlighed lykkedes at finde gerningsstedet, det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Politiet søger derfor vidner, der har set eller hørt noget mistænkeligt omkring industriområdet ved Kirkebjerg Parkvej i Brøndby i det tidsrum.

Politiet efterlyser også stadig vidner, der har set den bil, en sort Seat Leon, som den 21-årige blev indbragt til Glostrup Hospital i.

– Vi tror, at bilen er kørt fra Brøndbyøster Torv, den har været ved industriområdet ved Kirkebjerg Parkvej og vi ved, at den efterfølgende er på Glostrup Hospital, så vi vil rigtig gerne have oplysninger fra personer, der har set bilen de forskellige steder

Lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter videre:

– Vi ved, at der var tre personer sammen med den 21-årige ved ankomsten til Glostrup Hospital. Vi søger derfor også vidner, der kan oplyse, om de i det tidsrum har set tre personer ved hospitalet, og hvilke biler de evt. har været kørende i.

Derudover har der været et skænderi mellem tre personer torsdag aften ved Brøndbyvestervej/Park Alle. Også her hører politiet meget gerne fra vidner, der har set eller hørt noget.

– Der pågår i øjeblikket en meget omfattende efterforskning, og vi udelukker intet. Hvis nogen har set eller hørt noget mistænkeligt, så kontakt os meget gerne, siger politiinspektør Svend Foldager.