Anklage: Bandeleder voldtog ekskæreste og veninde


Arkivfoto


Der er tale om et større komplot mod bandeleder Danny Abdalla.

Politiet, anklager og ekskæreste har alle rottet sig sammen mod den 51-årige, lyder det fra anklagebænken i Retten i Holstebro fredag.

Her sidder lederen af den jyske bande Den Internationale Klub tiltalt for blandt andet voldtægt, skyderier og afpresning.

Og det er netop anklagen om voldtægt af ekskæresten og hendes veninde, der får den libanesiske mand op i det røde felt.

– Politiet har forfalsket ting, de prøver at få ram på mig, råber en ophidset Abdalla.

Han henviser til dokumenter med bopælsadresser og datoer, der ifølge ham ikke helt stemmer overens med virkeligheden. Ifølge tiltalen skal han have begået voldtægter af de to kvinder i deres hjem.

Men det nægter Danny Abdalla med en henvisning til, at han ikke boede på adresserne på de angivne gerningstidspunkter.

– Kære dommer. Jeg er familiefar, og jeg har seks børn – hun prøver at få ram mig. Jeg vil hellere skydes end dømmes for voldtægt, siger han henvendt til retsformanden, dommer Torben Riis.

Flere gange afbryder dommeren den tiltalte og beder ham om at svare kort og præcist.

Anklager Lise Hebsgaard medgiver, at der har været rod med nogle datoer, men afviser at der er tale om forfalskninger.

Abdalla er to gange tidligere idømt fængselsstraf og udvisning af landet.

På grund af en angivelig dødsdom i mandens hjemland Libanon kan udvisningen dog ikke effektueres.

Abdalla lever således på tålt ophold i Danmark, hvor han dagligt skal melde sig hos myndighederne.

Der er afsat 15 retsdage til sagen.

/ritzau/