Kørsel med fejemaskine udløste slagsmål med skuffejern


Arkivfoto


RISSKOV: En banal episode i trafikken udviklede sig tirsdag kl. 13.08 til et mindre slagsmål, da en 68-årig mandlig bilist og en 57-årig fører af en fejemaskine kom op at toppes på Vejlby Centervej.

Konflikten begyndte, da den 57-årige mand i sin fejemaskine kørte ud foran den 68-åriges bil. Den 68-årige bilist blev sur og dyttede flere gange, da han følte, at fejemaskinen spærrede unødigt for ham.

Det blev den 57-årige så sur over, at han standsede fejemaskinen midt på vejen.

Bilisten gik derfor ud af bilen og begyndte at filme fejemaskinen med sin mobiltelefon. Herefter rev fejemaskineføreren telefonen ud af hånden på ham og smed den i en busk, og så begyndte slagsmålet ellers på bedste vis.

De to mænd væltede rundt i midterrabatten, og undervejs i tumulten tog en af dem et skuffejern fra fejemaskinen, som også blev brugt i kampen. Da politiet kom frem, blev de begge sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.