Hjultyv taget på fersk gerning 


Det sker at bilister finder deres bil på sten, grønne kasser – eller smidt ‘på maven’ efter tyveri af hjulene. (Foto: Læserfoto)


HADSTEN: En 19-årig mand blev natten til tirsdag kl. 00.20 taget på fersk gerning i at forsøge at stjæle hjulene fra en bil,  der holdt på Randersvej.

En patrulje lagde mærke til en mand, der i mørket løb fra en bil hen til en busk. Betjentene hoppede derfor ud af bilen og råbte til manden, at han skulle stoppe. Det gjorde han og med manden tilbageholdt, undersøgte betjentene stedet nærmere.

Her kunne betjentene konstatere, at den bil, som manden var løbet fra, holdt på en donkraft, og det ene hjul var fjernet.

Desuden fandt de en kliknøgle i busken, hvor manden havde forsøgt at gemme sig. Den 19-årige erkendte nu, at han havde forsøgt at stjæle hjulene. Han blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.