Velhavende gambler er mistænkt for USA’s blodigste skyderi


Arkifoto: FBI


Søndag blev spillebyen Las Vegas hjemsted for det blodigste masseskyderi i USA’s historie.

Det skete, da en 64-årig gerningsmand fra 32. etage på Mandalay Bay Hotel and Casino skød mod en folkemængde på 22.000 koncertgængere.

Bag riflen stod angiveligt Stephen Craig Paddock, en gambler og mangemillionær hvis far var på FBI’s liste over mest eftersøgte personer.

Paddock var beboer i et pensionist- og golfområde i Mesquite 130 kilometer uden for Las Vegas.

Han boede der med sin 62-årige kæreste, som befandt sig i udlandet, da angrebet fandt sted.

Paddock var ofte smågnaven og sky, og han holdt sig oftest for sig selv, siger hans naboer ifølge avisen The Washington Post.

Hans bror tegner dog ifølge AFP også et andet billede af Paddock.

– Han kunne godt lide at spille poker på maskiner. Han tog på krydstogter. Han sendte store kasser med småkager til sin mor, siger Eric Paddock.

Broren siger også, at Stephen Paddock senest sendte en sms til sin mor, for at høre om hun var okay, efter at en orkan havde raseret Florida, hvor moren bor.

Den formodede gerningsmand led tilsyneladende ikke af pengemangel.

Han ejede to huse i Nevada. Et hjem på to etager i Mesquite og et andet i yderkanten af Reno, der også ligger i Nevada.

Ifølge AFP er de to huse vurderet til over 700.000 dollar – næsten 4,5 millioner danske kroner.

– Han sendte mig på et tidspunkt en sms, hvor der stod, at han lige havde vundet 250.000 dollar på et kasino, siger Eric Paddock.

Han forstår ikke, hvordan hans bror har fået fat i de våben, der blev brugt til massakren.

– Han har ingen militærbaggrund. Hvor helvede fik han de våben fra?, spørger han ifølge AFP.

Brødrene voksede op uden deres far, Benjamin, der var på flugt fra politiet. Han var en voldelig bankrøver, der efter en række røverier endte i fængsel.

Han stak dog af i 1968, hvilket skaffede ham plads på listen over FBI’s ti mest eftersøgte personer.

FBI beskrev ham som “psykopatisk” og “ekstremt farlig”.

Men i modsætning til sin far havde Stephen Paddock aldrig før angrebet været på kant af loven.

Af samme årsag har myndighederne svært ved at fastslå et motiv for angrebet.

FBI-agent Aaron Rouse siger ifølge The Guardian, at “der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at Paddock havde forbindelse til internationale terrororganisationer”.

Den ekstremistiske organisation Islamisk Stat sagde efter angrebet, at Paddock var en af deres soldater.

Ifølge organisationen var Stephen Paddock konverteret til islam, men den oplysning afviser FBI.

64-årige Stephen Craig Paddock tog ifølge politiet livet af sig selv, da en specialstyrke trængte ind på hans hotelværelse.

Foreløbig er 59 erklæret døde, mens mere end 500 er meldt såret.

/ritzau/