Skudsalver mod koncert i Vegas varede i over fem minutter


Arkivfoto. Se videoen fra skyderiet i Las Vegas i YouTube-videoen i bunden af artiklen.


– Vi troede først det var fyrværkeri, men det blev hurtigt klart, at der blev affyret skud mod koncertpladsen. Skuddene fortsatte næsten uafbrudt i fem minutter, siger Corinne Lomas, som var på koncertpladsen, da skudmassakren begyndte i Las Vegas.

– Vi stod på koncertpladsen og så pludselig folk falde om omkring os. Vi begyndte at løbe sammen med mange andre, og nogle faldt dræbte og sårede om, mens vi løb, siger Corinne Lomas til CNN.

Sammen med sin ven Taylor Benge viser hun tøj, der er oversprøjtet med blod.

– Mange blev ramt af skud i hovedet. Nogle fik hjælp af deres venner og familie, der desperat søgte at hjælpe dem med at standse blødninger, siger Taylor Benge, der ligesom Corinne Lomas bor i den amerikanske spilleby.

Skudsalverne begyndte under en udendørskoncert på Las Vegas Village Arena. Jason Aldean var på scenen.

– Vi var tæt på senen – omkring seks rækker fra den og til venstre for den, siger en anden deltager i koncerten, Rachel Dekerf, som filmede sin flugt fra stedet med sin mobiltelefon.

– På videoen kan der høres skud uafbrudt i over fem minutter, siger hun.

– Skudsalver blev ved i 10-15 minutter. De stoppede ikke, og vi løb for livet, siger Rachel Dekerf.

– Folk løb ned ved scenens Mandalay-side. Jeg ved ikke om folk dukkede sig, eller om de blev ramt, siger Joe Pitzel.

Derkefs søster, Monique Dumas, siger, at alle øjeblikkeligt dukkede sig ned, da de hørte skud.

– Bandet kom hurtigt ned fra scenen, og projektørerne blev rettet mod folkemængden, og jeg så til højre en mand, som var såret, og nogle kaldte på førstehjælperne, men så lød der nye skudsalver, siger Dumas.

Hun siger, at der på et tidspunkt syntes at være en pause i skyderiet, og nogle råbte “go, go, go, go”, men skuddene stoppede ikke, og det føltes som om det bare blev ved og ved, siger hun.

Et andet øjenvidne ved koncerten siger, at alle lå ovenpå hinanden i deres forsøg på at undgå at blive ramt af skud.


Mandalay Bay Las Vegas Shooting October 1, 2017

/ritzau/