Arkivfoto
Når retten mandag sættes i Østre Landsret er det for at tage stilling til, om en af de mest berygtede forbrydere i nyere tid efter 33 år bag tremmer skal prøveløslades.
Det, der for tre venner skulle være en hyggeligt campingtur på området Femøren på Amager, endte om morgenen 20. maj 1984 i et grusomt mareridt, da en mand pludselig dukkede op ved deres telt.
Manden beordrede de tre venner ned på jorden og spurgte, om de ville skydes. Derefter dræbte han en 16-årig dreng og hans 20-årige kammerat med nakkeskud.
Det lykkedes den tredje dreng på 16 år at slippe uskadt væk, mens kuglerne fløjtede omkring ham – kun hans jakke blev gennemboret af et skud fra pistolmanden.
Året efter blev taxichaufføren Naum Conevski i Københavns Byret idømt livsvarigt fængsel for det meningsløse og koldblodige dobbeltdrab, der rystede nationen.
Desuden blev han dømt for drabsforsøg og flere andre alvorlige forbrydelser.
Efter mere end tre årtiers afsoning vil den nu 68-årige dobbeltmorder løslades på prøve og sendes til sit hjemland Makedonien. Her bor hans kone, børn og børnebørn.
I maj afviste Københavns Byret hans ønske, men han kærede afgørelsen til Østre Landsret.
Sagen vakte stor opsigt i 1980’erne – ikke mindst fordi Conevski i forvejen havde skrevet sig ind i dansk retshistorie.
Et par år forinden var han blevet dømt for at have voldtaget en kvinde, han som taxichauffør havde kørt hjem. Men en aviskampagne rejste så stor tvivl om hans skyld, at Den Særlige Klageret besluttede, at sagen skulle gå om.
I den nye retssag blev Conevski frifundet for voldtægten. Det skete blot tre måneder før, han på Femøren blev dobbeltmorder.
Under afsoningen af sin livstidsdom blev Conevski erklæret sindssyg og anbragt på Sikringen, hvor man anbringer de farligste sindssyge kriminelle. Den lå dengang i Nykøbing Sjælland, men er siden flyttet til Slagelse.
Senere blev farlighedsdekretet ophævet, og han blev overført til Sct. Hans i Roskilde, hvor han nu er anbragt på en lukket afdeling. Her vurderer lægerne, at han er stabil og har været det længe.
Nu skal Østre Landsret så tage stilling til, om den vurdering betyder, at han kan prøveløslades og sendes hjem. Det vides ikke, hvornår landsretten træffer afgørelse i sagen.
/ritzau/