35-årig søn dømt til anbringelse for drab på sin far


Arkivfoto


En 35-årig mand er onsdag ved Retten i Sønderborg kendt skyldig i drab på sin far. Han er af et nævningeting blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Sådan en dom kan kun ophæves med rettens velsignelse efter indstilling fra den behandlende overlæge.

Det var i august sidste år under et familieskænderi i Ketting på Als, at den 35-årige mand slog og sparkede sin 63-årige far – blandt andet i hovedet og brystet.

Volden var så grov, at faren efter nogle timer på sygehuset afgik ved døden. Det kom frem under retssagen, at faren havde 60 læsioner efter overfaldet.

Sønnen blev først sigtet for drabsforsøg, men da faren senere døde på grund af volden, blev det ændret til drab. Han blev varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling i stedet for i en arrest.

Anklagemyndigheden har tidligere vurderet på baggrund af en mentalundersøgelse, at sønnen enten var utilregnelig på gerningstidspunktet eller er utilregnelig i dag.

Den 35-årige har erkendt at have slået og sparket sin far, men han har nægtet sig skyldig i drab. Han ville kun skade og gøre faren bange.

– Det var ikke min mening at slå min far ihjel. Jeg ville bare skræmme ham, sagde den dømte i retten ifølge JydskeVestkysten.

Den 35-årige mand modtog ifølge mediet dommen.

Ud over anbringelsesdommen er han blevet frakendt retten til at arve efter sin far.

/ritzau/