Endelig afgørelse: Nord-Vest Privatskole mister tilskud


Arkivfoto


Den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole i København vil ikke længere modtage statsligt tilskud.

Sådan lyder det i en endelig afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

– Det er således styrelsens vurdering, at Nord-Vest Privatskole i alvorlig grad ikke har og fortsat ikke overholder flere af friskolelovens regler, ligesom det er styrelsens vurdering, at skolen ikke vil kunne genoprette dette inden for en overskuelig fremtid.

Det fremgår også, at styrelsen vurderer, at afgørelsen kan medføre en lukning af skolen.

– Det er endvidere styrelsens vurdering, at der fortsat er væsentlig usikkerhed om skolens fortsatte økonomiske drift og dermed væsentlig fare for, at skolen på meget kort sigt må indstille sin virksomhed, lyder det.

Skolen skal nu oplyse styrelsen, om den foresætter som friskole uden statstilskud senest 11. oktober.

Afgørelsen kommer, efter at styrelsen 1. september meddelte, at den påtænkte at inddrage støtten. Støttekroner for september er allerede blevet tilbageholdt og nu bortfalder fremtidig støtte altså også.

Skolen har haft 14 dage til at komme med indvendinger, men det har altså ikke ændret styrelsens afgørelse.

Skolen blev i juli sat under skærpet tilsyn efter et uanmeldt besøg, hvor styrelsen fandt undervisningsmateriale på arabisk, der blandt andet brugte begreber som “jihad” og kamp.

Desuden blev skolens bygninger sidste år købt af et firma med forbindelse til en svensk religiøs forening og verdensomspændende islamisk organisation. Det var ligeledes medvirkende til det skærpede tilsyn.

Skolen har også afleveret misvisende regnskaber i strid med regnskabsloven. Ifølge BT har skolen over 850.000 kroner til gode i skolepenge fra forældrene.

Berlingske har desuden tidligere beskrevet, at skolens viceskoleleder delte Hizbollah-relateret materiale på sin Facebook-profil. Siden har skoleleder Søren Waast fratrådt sin stilling.

Københavns Kommune har tidligere på måneden skrevet til forældrene til skolens 160 elever for at advare om, at skolen kan blive lukket.

I brevet fortælles der om børnenes muligheder for at blive optaget på en københavnsk folkeskole. Kommunens blev sendt ud på dansk, engelsk og arabisk.

/ritzau/