Politiet stormede forbryderrede


Arkivfoto


ANS: En anmeldelse fra en opmærksom borger efterfulgt af en kold nats observation ved et sommerhus i Ans førte fredag til, at fire tyve blev anholdt.

Hos sig havde de tyvekoster nok til at fylde en trailer. Alle fire blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør lørdag. Torsdag eftermiddag ringede en opmærksom borger til politiet med en anmeldelse om mistænkelig aktivitet ved et sommerhus i Ans.

I løbet af kort tid var politiets specialsektion for indsatser mod omrejsende berigelseskriminalitet, den såkaldte Mobil Tyverigruppe, på stedet. Derefter fulgte en kold nats observation, hvor specialsektionens folk holdt øje med aktiviteten ved sommerhuset.

Politi lå på lur
Specialsektionen kunne se, at der var fire mænd inde i huset. I ly af mørket kørte de fra sommerhuset i to lejede biler. Først kl. 05.30 den følgende morgen kom den ene bil retur med et bagagerum fyldt med tyvekoster. De to mænd i bilen bar kosterne ind i et anneks for derefter at lægge sig til at sove i sommerhuset.

– Vores folk på stedet er trætte og kolde efter en hel nats observation, men da de ser, at de to mænd har favnen fuld af koster, kommer pulsen op igen. De ved, at de har fået bid, og det kribler i dem for at få fat i de mistænkte. Men de mangler den sidste bil med de to andre mistænkte, så de bliver på deres observationsposter og venter på det rigtige øjeblik, fortæller Poul Fink, der er leder af efterforskningsafdelingens specialsektion, som den mobile tyverigruppe hører under.

Og betjente kom ikke til at vente længe, kl. 07.00 kom bilen med de to sidste mænd retur til sommerhuset.

Politi stormede huset
– Da alle mistænkte og koster er samlet på adressen, er det tid at slå til. Det er det øjeblik, de har ventet på hele natten. De tilkalder forstærkning i form af tre hundefører, som hjælper med at omringe og bevogte huset. Da de banker på døren, er mændene i huset godt klar over, at hvad klokken har slået, og de har ikke lyst til at lade sig anholde. Der opstår derfor lidt tumult, og nogle af dem forsøger at stikke af gennem et vindue. Men vi har overtaget på situationen og får hurtigt lagt dem i håndjern, siger en tilfreds Poul Fink.

En stor mængde tyvekoster
I annekset fandt politiet tyvekoster nok til at fylde en trailer. Så mange, at de ikke kun stammede fra nattens tyveri. Foruden et større antal airbags, rat og infocentre fra BMW-biler fandt politiet cykler, våddragter, vin og en drone. Nogle af BMW-delene blev stjålet fra private biler i Silkeborg-området natten til fredag. Politiet er fortsat i gang med at fastslå, hvor de øvrige koster stammer fra.

De fire mænd blev lørdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at imødekomme anklagemyndighedens indstilling om varetægtsfængsling. Et godt resultat, som kun blev opnået takket været en vaks borger.

– Vi skylder anmelderen stor ros for dennes opmærksomhed og hjælpsomhed. Aktionen lykkes kun, fordi borgeren har haft øjnene med sig og orienteret politiet med det samme. I forbifarten huskede borgeren endda at notere bilens registreringsnummer, så vi havde med det samme noget at gå efter. Den her sag er et rigtig godt eksempel på, hvad samarbejdet mellem borgere og politi kan føre til, afslutter Poul Fink.