Politiet efterlyser kvindelig tricktyv


Foto: Politiet


SILKEBORG/HERNING: Flere borgere, oftest ældre kvinder, udsættes for tricktyverier og nu efterlyser politiet en yngre udenlandsk kvindelig tricktyv efter tricktyverier.

D. 4. september 2017 i Silkeborg, havde en 80-årig kvinde handlet i Apoteket i Vestergade, og herunder havde en person formentlig kunnet aflure hendes indtastning af pin-kode.

Kort efter blev hun ved et busstop omringet af to unge udenlandske kvinder, der skubbede til hende. Senere erfarede hun, at hendes dankort var stjålet, og at der var hævet penge flere gange på kortet.

– Der offentliggøres hermed foto af den unge kvinde, der benytter kortet, og samme kvinde har også samme dag hævet på et kort, der blev stjålet i Føtex, Bredgade i Herning under tilsvarende omstændigheder, oplyser Midt-og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet vil gerne høre fra borgere, der genkender kvinden. Informationer i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.