Foto: Politiet
RINGSTED: Midt- og Vestsjællands Politi ønsker offentlighedens hjælp til at identificere gerningsmanden til vold mod en buschauffør i buslinie 401 ud for Nørretorv, Ringsted, torsdag den 29. juni 2017 kl. 1456.
Gerningsmanden viste ved indstigning et ugyldigt buskort, hvilket blev påtalt af buschaufføren. Efter en kort samtale herom tildelte gerningsmanden uden varsel buschaufføren et knytnæveslag i ansigtet, hvorefter gerningsmanden flygtede fra bussen, løb ad Nørregade og forsvandt ad Dronning Margrethesvej.
Gerningsmanden beskrives som:
A; mand, 25-30 år, anden etnisk oprindelse end dansk, almindelig af bygning, ca. 185 cm høj, kort sort hår, tyndt sort overskæg, iført sort kort jakke, grå/blå bukser og lyse kondisko. Han talte dansk med accent.
Sammen med gerningsmanden steg en udenlandsk kvinde, iført lilla/lyserødt hovedtørklæde, grå lang trøje, hvid bluse og lilla/lyserøde bukser, ind i bussen. Kvinden medvirkede ikke ved den efterfølgende voldsepisode og er ikke blevet identificeret ved politiets efterforskning af sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi ønsker nu begge personer identificeret med henblik på afhøring til sagen.
Oplysninger i sagen bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi, Lokal efterforskning Roskilde, på tlf. 46351448 eller via nærmeste politiet på tlf. 114.