Folketinget vil begrænse kontanter i kamp mod sort arbejde


Arkivfoto


De mange kontanter, der flyder rundt i det danske samfund, er medvirkende til, at nogle danskere ikke betaler den skat, de skal.

Derfor er samtlige partier i Folketinget blevet enige om en række initiativer, der skal bekæmpe sort arbejde ved at stille skrappere krav om digitalisering og kontrol.

Blandt andet skal virksomheder, der har mange fejl i afregning af A-skat, kunne pålægges at benytte et lønbureau.

Skattevæsnet skal også kunne kræve, at konkrete virksomheder bruger et digitalt kasseapparat.

Og hvis man eksempelvis hyrer håndværkere, vil man fremover hæfte for manglende skat og moms, hvis man betaler mere end 8000 kroner kontant. I dag er beløbet 10.000 kroner.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) understreger, at det ikke som sådan er målet at gå efter dem, der køber sort arbejde. Det kan nemlig være svært at vide som køber, mener han.

Derimod er det dem, der udbyder det sorte arbejde, myndighederne vil få flere muligheder for at komme efter.

– Jeg tror, at der kan være et stort provenu. Om det er hundredvis af millioner, eller det er milliarder, vil vise sig, siger Karsten Lauritzen.

– Der er ingen tvivl om, at der er steder i samfundet, hvor den sorte økonomi har gode vilkår.

– Og hvor det kan være svært at vide som forbruger i for eksempel en slikforretning, om der bliver betalt punktafgifter og afregnet korrekt moms.

Endelig vil politikerne have mere styr på virksomhedernes brug af elektroniske betalingstjenester som MobilePay. Hvis nogle forsøger at slippe for skat og moms den vej, skal der være et elektronisk spor at gå efter.

– Der er måske mange, der har været nede ved deres lokale pizzeria, hvor der dukker et privatnummer op, når man skal betale med MobilePay, siger Karsten Lauritzen.

– Det er der ikke nødvendigvis noget ulovligt i. Men hvis pengene ikke bliver ført over på en virksomhedskonto, så er det skatteunddragelse, siger han.

Også Socialdemokratiet tror på, at aftalen vil være med til at mindske skatteunddragelse. Blandt andet fordi de brancher, hvor snyd er mest udbredt, bliver pålagt at bruge digitale kasseapparater.

– Det gør vi, for at alle mulige andre virksomheder i brancher, hvor der ikke er så meget snyd med skat og moms, ikke bliver pålagt de samme krav, forklarer skatteordfører Jesper Petersen (S).

Ifølge Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, har lignende initiativer i Sverige givet 15 milliarder kroner i kassen.

– Det er virkelig noget, der har nedbragt mængden af sort arbejde i Sverige. Vi forventer os rigtig meget af det i Danmark, siger han.

Ifølge den seneste opgørelse fra Rockwoolfonden, der hvert år gennemfører en spørgeskemaundersøgelse om sort arbejde, arbejdes der sort for mellem 34 og 59 milliarder kroner årligt i Danmark.

/ritzau/