Anklager: Vestjyde drev narkofabrik i forældres garage


Arkivfoto


Ikke færre end 32 betjente havde torsdag taget opstilling ved Retten i Næstved, da en af de senere års største sager om amfetamin gik i gang.

I alt syv mænd og en kvinde er tiltalt for at have indgået i et netværk, der i 2016 forsynede store dele af landet med hjemmelavede stoffer.

Hele 120 kilo står på bundlinjen, når man lægger mængderne i en række forhold i anklageskriftet sammen. Så store mængder hører til sjældenhederne og kan meget vel udløse straffe på op til 16 års fængsel.

– Der er ingen tvivl om den mængde narkotika, der er rejst tiltale for. For modsat andre sager så har vi her beslaglagt stofferne, sagde senioranklager Mariam Khalil under sin præsentation af sagen.

Optrevlingen af det påståede narkoforetagende startede 5. oktober i fjor. Her fik politiet et tip om, at en 27-årig mand fra Videbæk i Vestjylland den efterfølgende dag skulle indgå i en større narkohandel øst for Storebælt.

Politiet begyndte straks at aflytte mandens telefon. Og ved middagstid 6. oktober kunne betjente slå til på Bilkas parkeringsplads i Slagelse.

I bilen hos den 27-årige og hans 23-årige kammerat fandt politiet to sorte sportstasker proppet med 50 kilo lyserød amfetamin.

Den samme farve gik igen på en stribe remedier, som senere samme dag blev beslaglagt i en garage hos den 27-åriges forældre i Videbæk.

Flere dunke amfetaminolie, svovlsyre, en pagaj samt en vaskebalje var tilsyneladende alt sammen en del af produktionen.

Selv om beviserne i hvert fald mod den 27-årige på den måde synes at tårne sig op, nægter han sig skyldig. Det samme gør hans medtiltalte. I hvert fald i store træk.

På retssagens første dag nægtede den 27-årige at svare på spørgsmål. Men ifølge vestjydens forsvarer, advokat Peter Secher, satser hans klient på at komme til orde på et senere tidspunkt.

– Han har en forklaring på det, politiet har fundet, siger advokaten.

Der er i alt afsat 20 retsdage til sagen, som fortsætter i næste uge. Formentlig med afhøringer af de andre tiltalte.

/ritzau/