Nordsjællandsk mor fængslet for voldtægt af fireårig søn


Modelfoto.


Hvordan en 42-årig kvinde skulle have voldtaget sin blot fireårige dreng, holder politiet indtil videre for sig selv.

Men hos Nordsjællands Politi oplyser efterforskningsleder Henrik Gunst onsdag, at kvinden er blevet varetægtsfængslet i sagen.

– Hun er varetægtsfængslet i foreløbig to uger, fortæller Henrik Gunst.

I sådanne sager holder politiet ofte oplysningerne tæt til kroppen. Der er ikke bare hensyn at tage til efterforskningen, men også til det barn, som ifølge sigtelsen er blevet forurettet.

Og Henrik Gunst ønsker da heller ikke på nuværende tidspunkt at fortælle yderligere om sagen.

Den 42-årige kvinde blev anholdt tirsdag, og anklagemyndigheden besluttede sig for at kræve kvinden varetægtsfængslet.

Onsdag formiddag har der været grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, og her har en dommer valgt at følge anklagemyndighedens krav.

Retten har oplyst, at der er tale om en sag fra Gentofte.

Den 42-årige kvinde er sigtet efter stykke 1 i straffelovens incestparagraf. Den forbyder seksuelle forhold mellem familiemedlemmer i nedstigende linje og har en strafferamme på fængsel indtil seks år.

Men det er ikke den mest alvorlige sigtelse. For på grund af drengens alder er kvinden også sigtet efter straffelovens voldtægtsparagraf. Den siger nemlig, at seksuel omgang med børn under 12 år skal straffes som voldtægt.

Strafferammen i voldtægtssager er fængsel indtil 12 år.

Kvinden har ikke ønsket at forholde sig til de rejste sigtelser, oplyser Henrik Gunst.

/ritzau/