Modelfoto
Det var en meget tidspresset fængselsbetjent, der en sommeraften klokken 22:44 sidste år skyndte sig til sit arbejde i Nyborg Fængsel.
Han havde kun ét minut til at nå ind på sin fængselsafdeling, der primært huser bandemedlemmer fra Bandidos.
Men han nåede aldrig på arbejde den 12. juli.
– Da jeg bliver skudt første gang i benet, går gerningsmanden direkte over til mig og retter pistolen fra klos hold mod mit ben og skyder igen, fortæller den 36-årige fængselsbetjent tirsdag i Retten i Svendborg.
Kort inden overfaldet stod den intetanende fængselsbetjent med hovedet begravet i sin telefon foran fængselsporten.
– Jeg hører en lyd bag mig, og jeg vender mig om, forklarer fængselsbetjenten fra vidneskranken.
– Der står en mand, som læner sig op ad bilen. Han sigter på mig med en pistol, siger han.
Den maskerede gerningsmand beordrede manden til at lægge sig ned på asfalten.
– Jeg bliver ret hurtig klar over, hvad der sker. Jeg vidste godt, at der havde været uro på en afdeling, jeg overhovedet ikke havde noget at gøre med, fortæller den 36-årige.
Ifølge fængselsbetjenten havde fængslets afdeling med indsatte fra banden Black Army og Loyal To Familia oplevet problemer i tiden inden overfaldet.
Det er to bandemedlemmer fra Black Army, der ifølge et anklageskrift er tiltalt for overfaldet, der efter alt at dømme ved et tilfælde gik ud over netop denne fængselsbetjent.
Betjenten troede i første omgang blot, at han skulle trues med pistolen, så han kunne videregive en besked, fortæller han i retten.
– Jeg mærker ikke, at jeg bliver ramt, men jeg falder ned mod asfalten. Jeg bliver chokeret og for alvor bange, siger den 36-årige.
To gange blev han skudt i benet, før gerningsmanden sammen med en anden mand flygtede fra stedet i en bil. Det sidste skud gik igennem begge hans ben.
– Det er mest nerveskader, der præger mig. Jeg har et meget stift ben, så jeg går med en støttestrømpe. Ellers kan mit ben ikke fungere, forklarer betjenten om sine fysiske mén efter overfaldet.
I dag lider fængselsbetjenten af posttraumatisk stress. Han har ikke været tilbage på arbejdspladsen siden overfaldet.
Og det kommer han aldrig til, fortæller han i retten. Og den vurdering bakkes op af mandens egen læge, oplyser anklager Kirsten Flummer under tirsdagens retsmøde.
En 21-årig og en 35-årig mand er tiltalt for det voldsomme overfald. Begge nægter sig skyldige.
/ritzau/