Arkivfoto
En produktionsassistent, der var på arbejde i forbindelse med Netflix-serien Narcos, er blevet dræbt.
Det skriver den britiske avis The Daily Telegraph.
37-årige Carlos Muñoz Portal er ifølge The Daily Telegraph fundet skudt i den mexicanske by Temascalapa. Her rejste han alene rundt for at finde filmlokationer til fjerde sæson af serien.
Carlos Muñoz Portal har arbejdet som location manager i Mexico i mange år. Han har fundet beliggenheder i landet i forbindelse med optagelser til James Bond-filmen Spectre, Fast & Furious og Sicario.
Filmtjenesten Netflix har bekræftet dødsfaldet, skriver The Daily Telegraph.
I en udtalelse skriver de:
– Vi er bevidst om, at Carlos Muñoz Portal, en respekteret kollega, er død, og vi sender vores kondolencer til hans familie. De faktuelle omstændigheder er stadig ukendte, og myndighederne fortsætter med at undersøge, hvad der er sket.
Det er endnu uvist, hvorfor produktionsassistenten blev dræbt.
Mexico lider under mange skyderier, og i maj blev der registreret 2186 drab i landet. Det er rekordhøjt for måned. Det viser en rapport fra det nationale offentlige sikkerhedssystem i landet
Serien Narcos handler om den colombianske narkobaron Pablo Escobar. Han var indtil sin død i 1993 leder for Medellinkartellet, som var et af de førende narkokarteller i Colombia.
/ritzau/