33-årig fængslet for overfald på fængselsbetjente


Arkivfoto


En 33-årig mand er søndag i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i to uger for vold mod to fængselsbetjente.

Overfaldet på fængselsbetjentene skete fredag i Enner Mark Fængsel ved Horsens.

– Han er sigtet for at have slået en fængselsbetjent med knytnæve, så han faldt omkuld, fortæller senioranklager Marianne Iversen fra Sydøstjyllands Politi.

– Da fængselsbetjenten så forsøger at få fat i sin overfaldsalarm, enten sparker eller slår han ifølge sigtelsen til hans hånd, fortsætter hun.

I forbindelse med overfaldet kommer en kvindelig fængselsbetjent sin kollega til undsætning, og det får angiveligt den 33-årige til at slå ud efter hende og snitte hende på kinden.

Efter overfaldet blev den 33-årige overflyttet til Nyborg Fængsel, og lørdag anmeldte fængslet episoden til Sydøstjyllands Politi.

Fængselsforbundet skrev fredag i en pressemeddelelse, at den sigtede er bandemedlem. Det ville han dog ikke svare på om var tilfældet i grundlovsforhøret.

Her kunne han heller ikke erkende sigtelserne.

Ifølge Marianne Iversen forklarede han, at han havde set fængselsbetjenten komme gående mod sig. Derefter fik han et blackout, og han husker derfor ikke, hvad der skete.

Han nægtede dog, at han havde sparket eller slået ud efter fængselsbetjentens hånd, da han rakte ud efter overfaldsalarmen.

Om slaget mod den kvindelige fængselsbetjent forklarede han, at han havde slået ud efter hende med flad hånd, men ikke havde ramt hende.

Den 33-årige blev i august dømt for vold mod tjenestemand, og dommeren besluttede at han skulle varetægtsfængsles, da der er grund til at tro, at han vil gentage sin forbrydelse.

Varetægtsfængslingen betyder, at han bliver indsat i en arrest, hvor man sidder under strengere regler end i et fængsel.

/ritzau/