Sten blev formentlig fragtet til bro før den blev kastet


    Lørdag spærrede politiet motorvejen i østlig retning mellem Odense V og Odense SV i nogle timer, da stenkastet skulle efterforskes.


    Natten til lørdag landede en 25 til 30 kilo tung sten på Den Fynske Motorvej. En bilist var tæt på at køre ind i stenen, og en lastbil fik mindre skader, da den ramte.

    Undersøgelser lørdag tyder på, at stenen blev fragtet til motorvejsbroen, før den blev kastet ned på kørebanen. Det fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

    – Vi kan indtil videre konstatere, at det er en betragtelig tung sten. Det, jeg bider mærke i, er, at den er ensfarvet.

    – At den er ensfarvet siger, at den inden for det seneste stykke tid nok har været oven på jorden. Det ligner altså ikke en sten, der lige er trukket op af et bed og i kådhed smidt ud over, siger han.

    Lørdag spærrede politiet motorvejen i østlig retning mellem Odense V og Odense SV i nogle timer, da stenkastet skulle efterforskes. Klokken 11 åbnede politiet dog op igen.

    Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen klokken 03.09. En personbil nåede at undvige stenen på vejen, mens en lastbil fik mindre skader.

    Stenen blev kastet ned fra motorvejsbroen ved Spedsbjergvej. Det er kun to kilometer fra en anden motorvejsbro, hvor et stenkast i august sidste år fik fatale følger.

    Dengang blev en tysk kvinde dræbt og hendes mand invalideret for livet, da familiens bil blev ramt af en betonklods kastet ned fra en motorvejsbro.

    Politiet har ikke fundet frem til, hvem der stod bag det dødelige stenkast.

    Lars Thede fortæller, at politiet også kigger på den hændelse i forbindelse med efterforskningen af nattens episode.

    – Der kan godt være nogle fællestræk – ikke mindst i forhold til stenens størrelse. Det er også samme tidspunkt på døgnet. Det er selvfølgelig noget, vi har med i vores overvejelser, siger han.

    Ingen er anholdt for stenkastet natten til lørdag. Politiet opfordrer eventuelle vidner til at tippe politiet.

    – Nogen har måske hørt noget. Nogen har måske en mistanke, og nogen ved måske, hvem det er. Det vil vi selvfølgelig gerne høre om.

    – Vi tager denne sag meget alvorligt, siger Lars Thede.

    /ritzau/