Yderligere en person fængslet i sag om 40 kilo amfetamin


Arkivfoto


Yderligere en person sættes i forbindelse med en fynsk sag om produktion af store mængder amfetamin.

Således er en kvinde fredag blevet varetægtsfængslet til den 4. oktober. Ifølge retten er der en begrundet mistanke om, at hun har fremstillet betydelige mængder amfetamin.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre. Derfor holdes kvindens forklaring hemmelig.

Torsdag blev en 49-årig mand varetægtsfængslet i fire uger i samme sag.

Ifølge politiets sigtelse mod manden, skal han have fremstillet og været i besiddelse af ikke mindre end 40 kilo amfetamin. Desuden er han sigtet for tyveri.

Produktionen af amfetamin skal være sket på en adresse i en landsby nær Ejby. Manden blev anholdt onsdag, og produktionen skal være foregået i tiden op til.

Grundlovsforhøret med manden foregik også for lukkede døre, men det kom frem, at han nægter sig skyldig. Han har dog ikke kæret dommerens kendelse. Det er uvist, hvordan kvinden forholder sig til sin sigtelse.

Lignende sager med store mængder narko har tidligere udløst lange fængselsstraffe.

Eksempelvis blev en tiltalt idømt 12 års fængsel i en sag om indsmugling af 29 kilo amfetamin og et halvt kilo kokain.

/ritzau/