Arkivfoto
En mand er i livsfare, efter at han onsdag eftermiddag kørte galt på Gillelejevej ved Nødebo.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
– Han kører galt i en blød kurve og rammer flere træer, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad.
Det er uvist, hvordan ulykken er sket, og politiet ved ikke, hvem den tilskadekomne er.
– Det arbejder vi på at finde ud af, siger Søren Bjørnestad.
Som altid ved alvorlige ulykker er en bilinspektør tilkaldt for at undersøge både bilen og ulykkesstedet for om muligt at fastslå, hvorfor ulykken skete.
/ritzau/