Tiltale: Mand stak sit offer 79 gange over 12 timer


Arkivfoto


En 31-årig fransk statsborger mistede i februar i år sit liv på meget makaber vis.

En jævnaldrende mand er nu blevet tiltalt for drabet, hvor der lå en lang og blodig nat bag.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, blev franskmanden dræbt med hele 79 knivstik mod hovedet, halsen og kroppen. Drabet skete på Møllevej i Thisted, som er den tiltaltes bopæl.

Det var den tiltalte selv, der slog alarm til politiet om den døde. Han ringede klokken 9.55 27. februar og fortalte, at der lå en død mand på hans bopæl på Møllevej. Ni minutter senere blev han anholdt.

Ifølge tiltalen startede knivstikkeriet omkring klokken 22 aftenen forinden.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og det vides heller ikke, hvordan den 31-årige forholder sig til den alvorlige tiltale.

Dengang nægtede han sigtelsen for drab, men erkendte ved Retten i Holstebro, at det var vold med døden til følge

Det er således også uklart, hvad relationen mellem de to 31-årige var, og hvad motivet bag drabet menes at være.

Foruden drab er manden også tiltalt for at have slået en person ned i Thylejren i september 2016. Ofret blev ramt flere gange i hovedet.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra specialanklager Pia Koudahl eller advokat Bjarne Vium, som mødte som forsvarer ved grundlovsforhøret.

Sagen indledes 21. september, og der ventes dom 6. oktober.

/ritzau/