Arkivfoto
Den drabssigtede raket- og ubådsbygger Peter Madsen agter at forsvare sig, når han på ny skal stå over for en dommer i Københavns Byret.
Det kommer til at ske senest tirsdag, hvor fristen for Madsens varetægtsfængsling udløber.
– Jeg kan sige så meget, at der på ingen måde bliver tale om, at min klient frivilligt vil lade sin frist forlænge, og det er hans ønske at afgive forklaring i retten, siger advokat Betina Hald Engmark.
– Når man nægter sig skyldig, så lader man sig ikke forlænge frivilligt, siger Betina Hald Engmark.
Peter Madsen har siden 12. august siddet fængslet i sagen.
Betina Hald Engmark oplyser, at hun endnu ikke formelt er blevet orienteret om, at der vil blive afholdt et retsmøde om forlængelse af fængslingsfristen.
Men anklagemyndigheden ved Københavns Politi har tidligere meldt ud, at man vil stille Madsen for en dommer igen, og at det vil ske senest 5. september, hvor fængslingsfristen udløber.
Anklagemyndigheden har sigtet Madsen for manddrab. Det har han været, siden den dag han blev anholdt, 11. august.
Og Københavns Byret har vurderet, at der “i hvert fald” er begrundet mistanke om, at Madsen uagtsomt har forvoldt den svenske Journalist Kim Walls død.
Men retten har ikke taget stilling til det såkaldte mistankegrundlag for så vidt angår drabssigtelsen. Det kommer retten dog efter alt at dømme til at gøre ved det næste retsmøde.
Ifølge senioranklager Jakob Buch-Jepsen er anklagemyndigheden nemlig fortsat af den opfattelse, at der er grundlag for at kræve Peter Madsen varetægtsfængslet på baggrund af “en begrundet mistanke om manddrab”.
Hvad Peter Madsen indtil nu har forklaret i sagen, er i store træk holdt skjult for offentligheden. Højst usædvanligt valgte anklagemyndighed, forsvarer og byret dog at lette lidt på sløret i sagen.
Det skete, da man ni dage efter grundlovsforhøret meldte ud, at Madsen i retten havde forklaret, at der var sket en ulykke om bord på ubåden “Nautilus”, og at Kim Wall i den forbindelse var død.
Derefter havde han “begravet hende til søs”, som det hed i den offentliggjorte meddelelse.
Samme dag fandt en cyklist en kvindetorso ved Amagers sydvestligste kyst. Dna-analyser slog fast, at der var tale om Kim Wall, og undersøgelser af torsoen viste ifølge politiet, at lemmerne er fjernet ved en “bevidst handling”.
Efter fundet af torsoen blev Peter Madsen sigtet for at have haft usømmelig omgang med lig. Han nægter sig skyldig i denne sigtelse, lige som han nægter sig skyldig i sigtelserne for både drab og uagtsomt manddrab.
/ritzau/