Arkivfoto.
Da Peter Madsens ubåd, Nautilus sank den 11. august, var det ikke første gang en af hans ubåde endte på havets bund. Det skete også i 2008 – dengang var det ubåden Freya, der blev fyldt med vand.
Den 11. august sænkede Peter Madsen i Køge Bugt efter alt at dømme sin hjemmebyggede ubåd Nautilus. Det er i hvert fald hvad Københavns Politi mener i forbindelse med efterforskningen af drabet på den svenske Journalist Kim Wall.
Kim Wall var aftenen før, den 10. august, taget med Peter Madsen ud at sejle – Kim Wall vendte ikke tilbage i levende live. Efter en storstilet eftersøgning blev ubåden Nautilus fundet i Køge Bugt men kun Peter Madsen var ombord. Kort efter gik hans ubåd ned mens han selv blev reddet over i en nærliggende båd.
Kim Walls lig – eller rettere torso uden arme, ben og hoved – er senere fundet og hun er dermed erklæret for død. Peter Madsen nægter sig skyldig i både drab og uagtsom manddrab lige som han heller ikke kan erkende usømmelig omgang med lig, da han hævder at have begravet Kim Wall i havet efter en ulykke ombord på Nautilus.
For offentligheden er drabssagen ombord på ubåden et stort mysterium, da en del af Peter Madsens forklaring i grundlovsforhøret fortsat er mørkelagt ved hjælp af dørlukning i sagen.
Har sænket ubåd før
Det er imidlertid ikke første gang Peter Madsen har sænket en ubåd.
Det skriver BT på baggrund af bogen Raket-Madsen, hvor Peter Madsen beskriver begravelsen af sin første ubåd Freya med disse malende ord:
“Hun ligger i dag begravet på en tyst og smuk gravplads. Lyset kommer og går med dagene; vinter følger sommer, og Freya forsvinder ganske langsomt. Hun vender tilbage til den klippe, hun blev brændt ud af. For sådan er det med alting. Alt har en cyklus – en fødsel, et liv og en død. Alle tre livsfaser kan være smukke – hvis vi vil det.”
Ifølge Peter Madsen er Freya begravet på en position i nærheden af Flakfortet.
Freya, der var 7,5 meter lang, var i 2002 på sin første tur. Men på grund af juridisk tovtrækkeri med en jysk forretningsmand, der havde købt ubåden, besluttede Peter Madsen sig i 2008 for at begrave den til søs.
Freya er blevet undersøgt
Drabschef Jens Møller-Jensen fortæller til BT, at ubåden Freya er blevet undersøgt i den efterforskning, der er rettet mod Peter Madsen.
“Vi havde i sidste uge dykkere nede og undersøge vraget. Der var en luge der stod åben, og der er også fritidsdykkere, der fra tid til anden har været dernede”, siger Jens Møller-Jensen.
Fandt I noget mistænkeligt?
“Så havde vi nok valgt at hæve ubåden”, lyder det fra drabschefen til avisen.