Arkivfoto
HELSINGØR: Bekymrede vidner slog søndag aften omkring kl. 21.30 alarm til 1-1-2. idet en forsamling af unge på op mod 30 personer var mere eller mindre kommet i slagsmål. Det var dog ifølge en af de unge en kæmpe misforståelse.
Politiet rykkede straks ud med en række patruljevogne til det grønne område med bla. boldbaner mellem Blichersvej og Nordvestskolen hvor de ca. 30 unge mænd pustede sig op overfor hinanden.
De mange unge mennesker, angiveligt primært andengenerationsindvandrere, så ifølge anmeldelsen ud til at gøre klar til et stort slagsmål på stedet, men patruljerne nåede frem i tide til at få sat en stopper for balladen.
Der blev ikke foretaget nogen anholdelser, men 12 unge blev registreret og de indrømmede at der havde været lidt bokseri mellem dem. Umiddelbart er der ikke noget som tyder på at slagsmålet skulle være banderelateret.
De unge som politiet fik fat i lå alle i aldersgruppen 17 – 22 år, den unge på 17 år fik en hjemtransport og en efterfølgende alvorlig bekymringssamtale mellem politiet og hans forældre.
Unge: Vi pjattede bare
En af de unge som var med i aftenens episode har henvendt sig til Local Eyes og forklaret at det hele var een stor misforståelse – der var absolut ingen stor slåskamp i gang.
– Vi havde jo set Floyd Mayweather og Conor McGregor, så vi havde aftalt indbyrdes at mødes og bokse, 100% fredeligt, med boksehandsker og en som var dommer, forklarer en af de unge til Local Eyes mandag aften.
Der var ganske rigtigt 12 unge tilstede og ifølge forklaringen var der tale om en gruppe af venner, som også havde vist betjentene deres boksehandsker og her forklaret at de ganske enkelt bare ville bokse lidt for sjov og at det foregik venskabeligt og ordentligt.
Tydeligvis havde gruppe af unge blot valgt et uheldigt sted til at udfolde sig.
– Næste gang må vi mødes langt ude på en øde mark, så folk ikke bliver forskrækkede, lyder det afsluttende fra den unge mand.