Arkivfoto
RINGSTED: Natten til søndag, kl. 02.43, rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en tilskadekommen 26-årig mand, der lå hårdt kvæstet på fortovet på Nørregade.
Han var i live men havde pådraget sig svære kvæstelser og blev bragt til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og fornøden behandling.
Ved nærmere undersøgelse af omstændighederne viste det sig, at den 26-årige efter et skænderi med en kæreste i en lejlighed på tredje sal var hoppet ud ad vinduet.
Rigshospitalet oplyste, at han havde pådraget sig diverse knoglebrud og kvæstelser i hovedet. Han var i stabil tilstand og p.t. uden for livsfare. Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder ved hændelsen.