Sydøstjyllands Politi søger hjælp til at opklare to røverier


Arkivfoto.


FREDERICIA: Sydøstjyllands Politi søger nu hjælp fra borgerne til opklaring af to røverier, et mod en bodega og et mod en restaurant – måske endda begået af den samme person.

Tirsdag den 22. august omkring kl. 22.30 blev der begået et røveri mod værtshuset ’Bodega Josef’ i Kirkestræde nummer 18 i Fredericia. Gerningsmanden, der var maskeret, truede personalet med en pistollignende genstand til at udlevere kassebeholdningen.

Gerningsmanden beskrives som en mand på ca. 180 cm høj, lys i huden og almindelig af bygning. Han var iført en sort hættetrøje, sorte bukser, sorte sko og en sort maske, som gik til lige under øjnene. Gerningsmanden, der talte dansk, flygtede efterfølgende i ukendt retning.

Mandag den 28. august omkring kl. 00.10 blev der begået et nyt røveri i Fredericia. Denne gang blev det begået mod restaurant ’Havfruen’, Vendersgade 57 i Fredericia. Gerningsmanden truede også denne gang personalet med en pistollignende genstand for at få dem til at udlevere penge. Det lykkedes ikke for ham, og han flygtede efterfølgende til fods fra restauranten ad Fynsgade mod Norgesgade. Gerningsmanden beskrives som en mand på ca. 180 cm høj og lys i huden. Han var iført en sort jakke, rød hættetrøje, blå bukser og havde et rødt tørklæde for munden.

’Vi ønsker borgernes hjælp til at opklare de to røverier, der har en ens fremgangsmåde, men måske slet ikke er forbundne,’ understreger Vicepolitiinspektør Peter Balsgaard fra Sydøstjyllands Politi: ’Har du set noget, eller har du en viden, der kan hjælpe os nærmere en opklaring, så hører vi meget gerne fra dig.’

Kontakt Sydøstjyllands Politi via 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.