Falck indgår outsourcing-aftale med Redning Danmark


Arkivfoto


Redningskoncernen Falck har indgået en samarbejdsaftale med Redning Danmark, som i fremtiden skal bistå med at levere en mindre del af autohjælpsydelserne til Falcks kunder i Danmark.

CEO i Falck Assistance Nordic, Lars Vester Pedersen, forklarer i en pressemeddelelse at Redning Danmark med aftalen vil overtage en række opgaver fra andre underleverandører.

”Vi har haft et ønske om at få én samlet aftale med en aktør, som i fremtiden kan matche den høje kvalitet, erfaring og faglighed, som Falck er kendt for. Disse ønsker opfylder aftalen med Redning Danmark. Organisationen er landsdækkende, og stationsejerne kendt for at levere professionel vejhjælp”, siger Lars Vester Pedersen.

Han forklarer, at langt de fleste opgaver i Falck fortsat vil blive løst af Falcks egne medarbejdere.

”Men i Falck har vi altid i et vist omfang benyttet underleverandører til at sikre vores kunder – også under spidsbelastninger og svære vejrlig – en hurtig og effektiv hjælp”, siger Lars Vester Pedersen.

Hos Redning Danmark glæder administrerende direktør Uffe Dalsgaard sig over aftalen med Falck.

”Vi er naturligvis meget glade for, at Falck har valgt os. Vi er stolte af i fremtiden at skulle løse opgaver for Falck”, siger Uffe Dalsgaard.

Aftalen betyder samtidig, at medarbejdere fra Falcks sværvognsforretning flytter fra Falck til Redning Danmark.

”Vi ser frem til at byde disse medarbejdere velkommen i Redning Danmark. De kommer med en erfaring og en faglighed, der matcher vores reddere perfekt”, siger Uffe Dalsgaard.