21-årig fængslet: Tæskede mand med golfkølle til den knækkede


Arkivfoto


RANDERS: En 21-årig mand blev torsdag kl. 10.00 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, sigtet for grov vold begået i lørdags d. 19. august mod en 20-årig mand.

Episoden skete i lørdags kl. 19.15 på Ægirsvej i Randers. Her overfaldt den 21-årige sammen med flere medgerningsmænd den 20-årige og tildelte ham flere knytnæveslag i hovedet, så han faldt til jorden.

Herefter fortsatte de med at slå og sparke ham på krop og i hoved. De slog ham også med en golfkølle til den knækkede, hvorefter de brugte køllen som stikvåben i stedet.

Herefter forsøgte de at slæbe offeret ind i en bil, hvilket dog ikke lykkedes.

Den 20-årige mand fik ved overfaldet slået to tænder i stykker, og fik flere mærker efter slag og spark, ligesom han fik stiksår og måtte syes i panden efter overfaldet.

Grundlovsforhøret skete bag lukkede døre, og den 21-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han erkendte delvist og kærede ikke varetægtsfængslingen.