Ung mand får hårdere våbenstraf som en af de første


Arkivfoto


Domstolene tog mandag et nyt værktøj op fra kassen, da en 18-årig mand ved Retten i Herning blev idømt to år og ni måneders fængsel for besiddelse af en skarpladt pistol.

I foråret blev Folketinget enig om, at minimumsstraffen for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder skulle sættes op, således at det kvitteres med mindst to års fængsel.

Sagen mod den 18-årige Tobias Hulgaard Nielsen er dermed en af de første sager, hvor den nye minimumsstraf er blevet taget i brug.

Det var Midt- og Vestjyllands Politi, der 24. juni 2017 stoppede en bil, hvor den unge mand var passager. I bagagerummet fandt man den skarpladte pistol.

Sagen ved Retten i Herning har kørt som en tilståelsessag.

– Strafferammen starter ved to år. Men her var der også tilhørende ammunition, og det var en skærpende omstændighed, fortæller anklager Jesper Klyve.

Tobias Hulgaard Nielsen havde en tidligere dom, som var med til at trække straffen op.

I retten ønskede han ikke at fortælle, hvor han havde pistolen fra, eller hvad han skulle bruge den til, oplyser Jesper Klyve.

Strafskærpelsen blev diskuteret vidt og bredt. Mens justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mente, at det gav “god mening i lyset af den udvikling, vi har set”, lød melodien væsentligt anderledes hos Højesterets præsident.

– Med minimumsstraffe fratager man domstolene muligheden for at vurdere, om der i de konkrete sager er særlige omstændigheder, der gør, at det bliver uforholdsmæssigt strengt at anvende minimumsstraffen, sagde Thomas Rørdam til Berlingske.

Minimumsstraffen var en del af den bandepakke, som regeringen præsenterede i januar.

/ritzau/