FAKTA: Drabet med betonklodsen


Teknikere på gerningsstedet, hvor bilen blev ramt af betonklodsen


Det er nu et år siden den tragiske sag, hvor en tysk familie blev ramt af en stor betonklods, da de kørte under en motorvejsbro på Fyn.

Den 33-årige mor døde, mens faren blev alvorligt kvæstet og i dag er blind og plejekrævende døgnet rundt.

Her kan du læse om sagen:

* Natten til 21. august sidste år kørte 33-årige Nelli Gosmann, 36-årige Andreas Gosmann og familiens femårige søn Alexander hjem fra en ferie med venner i Sverige.

* På vej mod hjemmet i byen Recklinghausen ved Dortmund passerede de klokken cirka 04.00 en bro over den fynske motorvej ved Langesøvej.

* Da den tyske Seat passerede under broen droppede ukendte gerningsmænd en 30 kilo tung betonklods ned på bilen.

* Nelli Gosmann døde på stedet, mens manden blev alvorligt kvæstet og lå en periode efterfølgende i koma.

* Den femårige dreng slap med overfladiske skrammer.

* Fyns Politi fandt efterfølgende ud af, at betonklodsen er stjålet fra en byggeplads knap 12 kilometer fra gerningsstedet.

* Politiet behandler sagen som et drab, men har ingen anholdte i sagen.

* Efter drabet var der flere steder i landet adskillige sager med sten og andre effekter, der blev kastet ud fra motorvejsbroer.

* Denne type sager er klinget af, men så sent som i søndags blev en bus fra selskabet Rød Billet ramt af en sten i nærheden af Sorø på Sjælland. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

/ritzau/