Raket-Madsen: Kim Wall er død og jeg har begravet hende til havs


Mandag formiddag har politiet løftet sløret for, hvad der er sket med den svenske journalist på ubåden.

Københavns Byret har på baggrund af en henvendelse fra anklagemyndigheden og sagens forsvarer ophævet dele af dørlukningen.

Nedenstående kan derfor nu meddeles:

– Sigtede har til politiet og i retten forklaret, at der er sket en ulykke ombord på ubåden, som har medført Kim Walls død, og at han efterfølgende har begravet hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt. Københavns Politi kan supplerende oplyse, at sigtelsen for drab opretholdes. Der vil ikke kunne gives yderligere oplysninger om sagens efterforskning, da denne stadig er omfattet af dørlukningen.

Såvel de svenske som de danske søfartsmyndigheder har udarbejdet et konkret track af ubådens sejlrute i Køge Bugt og Øresund. Ruten ligger alene i dansk farvand i henholdsvis det sydlige Øresund samt den nord- og vestlige del af Købe Bugt.

Danske søfartsmyndigheder har i fredags foretaget konkrete dyk på denne rute, hvilket vil fortsætte i dag, hvor den maritime indsats udover dykkere også omfatter et fartøj med sonar udstyr.

Svensk politi og øvrige myndigheder har henover weekenden gennemført søg fra såvel helikopter som fra skibe. Det vil de fortsætte med mandag.