Blufærdighedskrænkelse på toilet var opdigtet


Arkivfoto


RINGSTED: En 15-årig pige fortalte at hun var blevet krænket på toilettet hos McDonalds – men den historie var det pure opspind.

En 15-årig pige fra Ringsted var torsdag til afhøring hos lokalpolitiet i Ringsted  i forbindelse med hendes anmeldelse om, at hun mandag eftermiddag på toilettet var blevet krænket af en fremmed mand.

Pigen havde fortalt at den fremmede mand var kommet ind til hende via en ulåst toiletdør, han havde bl.a. holdt hende fast i armen og revet hendes trusser i stykker.

Ved afhøringen, hvor pigens pårørende var til stede, erkendte pigen, at krænkelsen begået af den fremmede mand på toilettet var opdigtet og skulle dække over en anden oplevelse af privat karakter, som hun havde været udsat for.

Den forklaring, som pigen nu har givet til politiet om den opdigtede krænkelse samt motivet til anmeldelsen, vil nu blive vurderet af politiets jurister for at afgøre, om pigen skal sigtes for falsk anmeldelse.

Hun vil således høre nærmere fra politiet, når den juridiske vurdering er foretaget.