Mor og barn truet med hammer og kniv


Arkivfoto


SOLRØD: En spirituspåvirket mand truede en mor og et barn inde i deres egen have, torsdag aften. Politiet rykkede ud og fik fat i den hidsige mand, og ingen kom noget til.

Kl. 21.53 slog en familie på Skyttemarken i Havdrup alarm til politiet, fordi en spirituspåvirket mand, som de kendte i forvejen, pludselig stod i deres forhave, hvor en mor opholdt sig med et mindre barn.

Manden var både aggressiv i sit tonefald over for familien samt medbringende en hammer og en kniv.

Han truede dem verbalt med at slå dem ihjel, samtidig med at han hævede hammeren og kniven truende. Til sidst forlod han dog stedet uden at have gjort nogen fortræd.

Politiet kunne kort efter anholde en 40-årig mand fra Havdrup, som blev sigtet for trusler mod familien.

Den anholdte er indledningsvist lagt i detentionen til afrusning, inden afhøring af ham kan foregå. Politiet forventer dog ikke nogen fremstilling i grundlovsforhør i denne sag.