Arkivfoto
KALUNDBORG: Natten til søndag, mellem kl. 00.30-01.00, var en 17-årig ung mand fra Kalundborg på vej hjem fra Kalundborg Rocker-arrangementet, da han blev overfaldet af en gruppe mørklødede maskerede personer.
Han var fulgtes med nogle venner til rundkørslen ved Lundevej, men var herfra gået alene i retning mod Klosterparkvej/Torvet.
Da han befandt sig ud for labyrinthækken ved Vor Frue Kirke, blev han bagfra overfaldet af en gruppe, der var kommet løbende til stedet. Han fik et slag i ansigtet, så han fik næseblod, og blev væltet omkuld ind i en hæk og ned på jorden.
Her fik han adskillige spark på overkroppen af en eller flere fra gruppen, som ifølge den 17-årige bestod af unge i alderen 17-20 år, mørke i løden, iført hættetrøjer, hvor hætten var trukken op om hovedet. Nogle i gruppen havde endvidere trukket noget op foran underansigtet, ligesom de talte et udenlandsk sprog indbyrdes i gruppen.
Efter et par minutter standsede de overfaldet og gik videre i retning mod museet, medens den 17-årige flygtede en anden vej. Ved efterfølgende lægeundersøgelse havde den 17-årige pådraget sig ømhed i kroppen og i ansigtet efter slagene/sparkene.
Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket overfaldet ved kirken, eller som kan give oplysninger om gruppen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.