Arkivfoto
En bus blev søndag ramt af en sten, da den kørte under en bro på Vestmotorvejen ved Sorø. Flere vidner har siden kontaktet politiet i forbindelse med hændelsen.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
Politiet udsender nu et signalement af en person, der skal være set på broen. Personen menes at være 18-25 år og cirka 180 centimeter høj. Kønnet fremgår ikke.
Derudover var personen klædt i sort overtøj muligvis med en grå hættetrøje under. Hætten var trukket op og dækkede for ansigtet.
Personen havde desuden enten en cykel eller sort scooter med sig.
Det var søndag eftermiddag, at en bus fra selskabet Rødbillet, der var på vej til København fra Aarhus, blev ramt. Ingen personer kom til skade.
Politiet formoder, at stenen er blevet kastet ned fra broen af en person.
Politiet vil stadig gerne høre fra vidner, der var i nærheden og kan have set eller hørt noget, samt hvis de genkender signalementet.
/ritzau/