Foto af Kim Vall taget af hendes bror. Fotoet er udleveret af politiet.
Sjöreddningssällskapet, som er en privat svensk organisation, fandt tirsdag aften en redningsvest i det lavvandede område omkring Saltholm.
Det oplyser Københavns Politi onsdag i en pressemeddelelse.
Redningsvesten er overdraget til deres danske samarbejdsorganisation Dansk Søredningsselskab, som i dag overdrager den til Københavns Politi.
Vesten vil blive undersøgt, men vurderes ikke umiddelbart at have interesse for sagen, men vi er glade for, at der er nogen, der aktivt sikrer og melder om forskellige fund i Øresund og Køge Bugt.
Stedet, hvor redningsvesten er fundet, vil ikke blive gjort til genstand for yderligere eftersøgninger i dag. Det kan oplyses, at hele området ved Saltholm flere gange er indgået i det område, der intensivt er søgt i ved hjælp af fly.
Der er i dag ikke yderligere informationer hverken om redningsvesten eller sagen i øvrigt. Såfremt der kommer nyt vil dette blive meddelt på Twitter eller en pressemeddelelse.