Bill Gates giver aktier for 29 milliarder kroner væk


Handout.


It-milliardæren Bill Gates har givet sin største donation siden år 2000, til en værdi af 29 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Medgrundlæggeren af Microsoft har verdens største formue, og donationen beløber sig til fem procent af hans samlede formue.

Den består af 64 millioner aktier i virksomheden Microsoft Corporation.

Det står ikke klart, hvem der er donationens endelige modtager. Men Bill Gates har tidligere givet hovedparten af sine donationer til den filantropiske fond Bill & Melinda Gates Foundation.

Det er verdens største velgørende fond, der giver penge til en lang række formål som bekæmpelsen af aids og fattigdom.

Gates menes ifølge Bloomberg i alt at have doneret mere end 700 millioner Microsoft-aktier til fonden gennem tiden.

Aktierne skal i dag have en samlet værdi af omkring 315 milliarder kroner.

Den 61-årige Gates ejede i 1996 24 procent af aktierne i Microsoft.

Han gav i 1999 Microsoft-aktier væk for 100 milliarder kroner, og året efter gav han igen aktier væk til en værdi af 32 milliarder kroner.

Med sin seneste donation er hans aktieandel nede på 1,3 procent, viser beregninger lavet af Bloomberg.

/ritzau/