Bus formentlig ramt af flere kilo tung betonklods ved Sorø


Arkivfoto


Lidt over middag søndag blev en dobbeltdækkerbus på Vestmotorvejen ved Sorø ramt af en hård genstand, som smadrede forruden.

Søndag har politiet undersøgt stedet, og det formodes, at en betonklods er blevet kastet ned på motorvejen fra en bro.

Det fortæller vicepolitiinspektør Allan Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

– De indledende undersøgelser tyder på, at det er en bevidst handling, hvor nogen har kastet en sten ned på ruden.

– Heldigvis er den ikke gået igennem ruden. Der er kommet glassplinter ind, men ingen er kommet til skade, siger han.

Politiet modtog søndag klokken 12.22 anmeldelsen om, at bussen var blevet ramt. Bussen er fra selskabet Rødbillet, og den var på vej fra Aarhus mod København.

Da bussen var blevet ramt, kørte den af ved en nærliggende afkørsel 37 ved Sorø. Herfra blev passagerne fragtet til deres destination i en ny bus.

Allan Holm fortæller, at man formoder, at det var en betonklods på omkring to til tre kilo, som ramte bussen, hvor der sad 51 passagerer og en chauffør.

– Vi har fundet en betonklods derude, der svarer til skaderne på ruden. Vi er derfor ret overbeviste om, at vi har fat i kasteskytset.

– Med hastigheden fra betonklodsen kunne det potentielt være gået galt, siger Allan Holm.

Politiet efterlyser nu vidner, der kan have set nogen på broen.

– Vi har ingen signalementer p.t., så vi er rigtigt interesserede i at høre fra folk, der har kørt på Vestmotorvejen på det tidspunkt, siger Allan Holm.

Det er langt fra første gang, at køretøjer er blevet ramt af genstande, som formodes at være kastet fra en motorvejsbro.

For et år siden blev en tysk familie ramt af en 30 kilo tung betonklods, som gik igennem forruden på familiens bil. En 33-årig kvinde blev dræbt, mens hendes mand blev alvorligt kvæstet, og deres søn fik mindre skrammer.

/ritzau/