Arkivfoto
En bizar voldssag med en forslået nordjyde, der blev fundet ved et tilfælde i en varebil, begynder onsdag i Retten i Hjørring.
To mænd er anklaget for drabsforsøg, men voldsofferet er også selv tiltalt i sagen.
Sagen tog sin begyndelse natten mellem 23. og 24. oktober sidste år, da de tre mænd var samlet på en ejendom i Frederikshavn.
Efter midnat udviklede samværet sig til korporligheder. Ifølge anklageskriftet slog en 36-årig mand to af de tilstedeværende med henholdsvis en flaske og et knytnæveslag.
Det fik ifølge anklageskriftet en 41-årig og en 48-årig mand til at gå til angreb på den 36-årige.
Han blev angiveligt slået adskillige gange i hovedet, formentlig med en stjernegaffelnøgle, hvorved han pådrog sig tre kraniebrud og blødning i hjernen.
Derefter blev manden ifølge anklagen stukket i maven med et spidst redskab eller våben, hvorefter der blev hældt benzin på den nu bevidstløse mand.
Det næste, der skete, var ifølge politiet, at manden blev slæbt ind i en varebil og kørt væk.
Men under køreturen skete der noget uventet.
– Sagen starter op i vores regi, da vi får en anmeldelse fra en, der har kørt knallert den pågældende aften, hvor han var ved at køre sammen med en sort varebil, fortæller senioranklager Peter Rask, Nordjyllands Politi.
– Den sorte varebil undviger knallerten og kommer derved op over en elkasse. Den sidder fast, og føreren stikker af, fortæller han.
Da knallertkøreren kigger ind i lastbilen, finder han den 36-årige nordjyde liggende forslået og hjælpeløs.
Der var angiveligt hældt benzin over manden.
– Vores påstand er, at den her mand enten ville være død af sine kvæstelser, eller fordi han skulle brændes af, siger Peter Rask.
Mystikken omkring sagen blev ikke mindre af, at politiet mindre end et døgn senere fandt liget af en 50-årig kvinde få hundrede meter fra varevognen.
Den afdøde kvinde og voldsofferet viste sig at være i familie med hinanden, men politiet mener ikke, at kvindens død er forårsaget af en strafbar handling.
– Kvinden var til stede på den ejendom, hvor voldsforholdet udspillede sig. Vi formoder, at hun formentlig er løbet væk ud over nogle marker. Her er hun faldet om og er så afgået ved døden, mens hun lå der, siger Peter Rask.
De to mænd er tiltalt for drabsforsøg, mens voldsofferet selv er tiltalt for vold. Alle nægter sig skyldige.
/ritzau/