DF vil afskaffe licens og skære 25 procent af DR


Arkivfoto

Dansk Folkeparti vil gennemføre store ændringer i DR og foreslår blandt andet at afskaffe licensen.

I stedet for at hente pengene i de enkelte husstande mener partiet, at pengene til DR fremover skal findes på finansloven. Det siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

– Licensen er en slags bruttoskat, som betales af alle danskere uanset indkomst. Derfor er der en større retfærdighed i at opkræve det over vores fælles skattesystem og flytte regningen over på finansloven, siger Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig lægger DF-formanden op til at spare 25 procent af DR’s budget. Besparelsen skal hentes i den periode, det næste medieforlig kommer til at løbe over. Det svarer til cirka 900 millioner kroner.

Medieforliget skal forhandles på plads til næste år.

/ritzau/