Ung mand blev trampet og slået i ansigtet


Arkivfoto


En 29-årig mand fra Grenaa er mistænkt for at have trampet og slået en 22-årig mand flere gange i hovedet.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Episoden fandt sted tirsdag klokken 12.16 på Violskrænten.

Den 29-årige fremstilles onsdag i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for grov vold.

Offeret fik flere skader i ansigtet, men han ønskede ikke at blive behandlet på sygehuset, oplyser politiet.

Efter overfaldet kørte den sigtede væk fra stedet. Betjentene stoppede bilen og fik kontakt til den 29-årige.

Han var forpustet og havde blod på hånd og arm. Han blev derfor anholdt på stedet.

Det vides ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/