Politiet blev kaldt ud til skyderi ved Aarhus


Arkivfoto


Østjyllands Politi modtog søndag aften en anmeldelse om et skyderi på Neptunvej i Viby ved Aarhus.

Det oplyser kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen.

Vidner så to biler på vejen og en række personer, der angiveligt bar noget, der lignede skydevåben.

Da politiet kom frem til stedet, var der hverken spor efter gerningsmænd eller skydevåben.

– Vi har selvfølgelig talt med vidner og undersøgt området, men her i dag (mandag, red.), har vi stadig ikke fundet nogle spor, siger Jakob Christiansen.

Anmeldelsen tikkede ind klokken 22.28.

Store dele af den vestlige del af Aarhus er i øjeblikket omfattet af en visitationszone. Det sker, fordi byen siden maj har været ramt af en større bandekonflikt mellem Loyal to Familia og nogle lokale bandegrupperinger.

Viby er dog ikke omfattet af visitationszonen.

/ritzau/